Hvem er vi:
Først og fremmest er vi alle sammen spejdere. Over 1000 hoveder tæller vi samlet i Mølleå Division fordelt på de enkelte grene. Familiespejd er for de 3-5 årige med forældre. Mikroerne er i alderen 6-8 år, minigrenen har børn i alderen 8-10 år. Juniorerne er i alderen 10-12 år, og tropsspejderne i alderen 12-16 år. Som rosinen i pølseenden finder vi seniorspejderne i alderen 16-23 år, og til sidst ledere i alderen 16 og opefter, som har ansvaret for, at de resterende spejdere nyder deres spejdermøder og talrige lejre.
Geografisk fordeler vi os over tre kommuner: Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Gladsaxe. Med en jævn fordeling af grupper over hele regionen, henvender vi os til børn og unge mennesker med et alternativt fritidstilbud. Den geografiske nærhed er med til, at medlemmerne aldrig skal rejse særligt langt til deres møder, har mulighed for, at være spejdere sammen med venner fra skolen og andre fritidsaktiviteter samt mulighed for at møde nye kammerater, i det lokalområde hvor man bor.
Samlet er vi en aktiv division under Det Danske Spejderkorps, eller de blå spejdere, som vi også bliver kaldt. I selve korpset er vi ca. 30.000 medlemmer fordelt på hele landet og i alle aldersgrupper. Unge som gamle bruger vi vores fritid på gode oplevelser i det fri, såvel som til at tilegne os selv nye færdigheder i trygge rammer.
Hvordan bliver jeg spejder?
Hvis du kunne tænke dig at blive spejder i DDS og bor i området, så kontakt en af de grupper, der bor i nærheden. Du finder gruppernes egne hjemmesider ved at klikke på "SE GRUPPERNE" ovenfor.